Gertrud Vasegaard
Gertrud Vasegaard, født i 1913 og død i 2007, var tredje generation af en bornholmsk slægt, hvis keramiske virke havde rødder tilbage til midten af 1800-tallet. Vejen lå således lige for, og Vasegaard begyndte på Kunsthåndværkerskolen i København i 1930. Få år senere blev hun elev hos Axel Salto, men vendte i 1933 tilbage til sin fødeø og etablerede sit eget keramikværksted i Gudhjem. Under anden verdenskrig blev hun en del af det stærke kreative fællesskab, hvis medlemmer talte kunstnere som f.eks. Ejler Bille og Sonja Ferlov Mancoba, som hun havde mødt på Kunsthåndværkerskolen og nu bosatte sig på Bornholm som følge af krigen. Senere etablerede Vasegaard frugtbare samarbejder med Bing & Grøndal og Den Kgl. Porcelænsfabrik.
Hun indledte sin professionelle karriere i 1930’erne, men satte dybe spor på dansk keramik gennem syv årtier. Selvom hendes værker allerede tidligt fik international opmærksomhed, søgte hun aldrig selv berømmelsen som modernistisk kunsthåndværker, men foretrak derimod at blive set som en fri kunstner uafhængig af tidens trends.
På den ene side er Vasegaards keramiske værker dybt forankret i en nordisk pottemagertradition, men samtidig løfter de den keramiske disciplin til nye højder med deres enkle geometriske ornamentik og fremhævelsen af lerets struktur under den ultratynde glasur. Hun formåede som ingen anden at lave et gentageligt mønster, der vibrerede. Værkerne er spirituelle og nærmest zen-agtige. De har en ro og inderlighed over sig, der peger på den asiatiske tradition.
Vasegaard brugte især jernholdigt ler, hvilket kunne give mørke pletter i leret hvilket i sig selv gav værkerne liv. Ofte lader hun en del af fladen stå uden glasur. Glasuren er ofte naturfarver (brun, lysegrøn, okkergul, sort eller flødehvid).
Vasegaard har i dag opnået en renæssance blandt samlere verden over.
Udstillinger og udmærkelser
Hun har udstillet med Den Frie Udstilling og modtaget Eckersberg Medaillen, Thorvald Bindesbøll Medaljen og C.F. Hansen Medaillen. Testellet fra 1956 er optaget i Kulturkanon.