Christian Poulsen
Christian Poulsen, født i 1911 og død 1991, var en dansk keramiker, der var kendt for sin innovative brug af glasurer og unikke brændeteknikker. Poulsen gik på Kunsthåndværkerskolen i København fra 1930 til 1933, og efter et års frivilligt arbejde på Den Kongelige Porcelænsfabrik, fortsatte han sin uddannelse på École des Arts décoratifs i Paris fra 1938 til 1939.
Poulsen debuterede som maler på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1939, men det var hans evner inden for keramikken, der skilte sig ud. Fra 1941-1946 var han ansat på Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik, inden han etablerede sit eget værksted i Ørholm.
Poulsen var tæt knyttet til kunstneren Richard Mortensen, der begge afsøgte det narrative og dekorative i 30’erne inden de landede i den konkrete kunst. Her dyrker Poulsen de konkrete former: ovale, firkantede, rektangulære, runde, cylinderformede og spiralformede. De kulørte glasurer er i denne periode monokrome, men med stor dybde og intensitet.
Poulsens værker var præget af blanke sort/hvide eller stærkt farvede glasurer med en lysstyrke, som hidtil kun var opnået med lertøj, der brændes ved lavere temperatur end stentøj. Poulsen opdagede et dansk ler, der sintrede ved en lavere temperatur end normalt. Det gjorde det muligt for ham at bruge alkali-glasurer i lyse farver med en glasagtig overflade. Senere hævede han brændetemperaturen og justerede sin farveskala i overensstemmelse hermed.
Poulsens værker er nok den strammeste form for modernisme som er blevet produceret i Danmark.
Udstillinger og udmærkelser
Blandt Christian Poulsens største og mest betydningsfulde værker kan nævnes stentøjsfontænen på Statens Høreinstitut i Fredericia (1967), Siriusbrønden på Grenå Gymnasium (1979) og Celeste-brønden (1987) til Geografisk Have i Kolding.
Poulsen deltog i en række udstillinger i både ind- og udland, bl.a. på Triennalen i Milano i 1951, hvor han vandt en sølvmedalje. I 1967 blev der afholdt en soloudstilling af hans værker i Danmarks Hus i Paris. I 1987 blev der afholdt en retrospektiv udstilling på Trapholt. Han er repræsenteret med værker på Kunstindustrimuseet og Louisiana og i en række udenlandske museer og private samlinger, bl.a. i Kong Gustav VI Adolfs samling i Stockholm.
Han modtog den danske kunsthåndværkspris i 1952 og Eckersbergmedaljen i 1970.
