Eva Stæhr-Nielsen

Eva Christine Barfred Stæhr-Nielsen (født Wilhelm), født i 1911 og død 1976, var en danske keramiker. 

Hun bestemte sig tidligt for at blive keramiker, men forældrene ville at hun skulle tage studentereksamen. Hun begyndte derfor på Marie Kruses Skole, men fuldførte aldrig. I 1930 blev hun optaget som elev ved den nyoprettede Kunsthåndværkerskole i København. Der mødte hun den 15 år ældre billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen, som var lærer for keramikklassen. Han fik stor betydning for hendes liv og kunstneriske udvikling. De to blev gift i 1935 og havde gennem årene et liv med gensidig inspiration.

I 1932 begyndte Eva Stæhr-Nielsen at arbejde ved Nathalie Krebs' værksted Saxbo. Dette værksted producerede seriefremstillet stentøj af høj kunstnerisk kvalitet og blev førende både i Danmark og i Europa. Hun signerede nogle af sine produkter med "EW" for Eva Wilhjelm, også efter hun var blevet gift.

Den første tid ved Saxbo drejede Stæhr-Nielsen askebægere efter forlæg, men hun fik efter kort tid brugt andre sider af sit talent. Fra 1932 til 1951 var hun Saxbos eneste formgiver og kom til at sætte sit præg på værkstedets kunstneriske profil. Hun udformede blandt andet en tekande (Kuglerund Tepotte) og en vase (Spaltekanden) som blev vist på en udstilling på Nationalmuseet i Stockholm i 1933. Begge produkter blev produceret på værkstedet frem til 1968, da Saxbo lukkede.

Især Spaltekanden fik ikonisk status for samlere med den specielle form udviklet af Stæhr-Nielsen og de smukke glasurer udviklet af Nathalie Krebs. 

Dette samarbejde var helt specielt hvor Stæhr-Nielsen udviklede modellerne og Nathalie Krebs udviklede glasurerne. Begge var begejstrede for den enkle, lette og forfinede keramik inspireret fra asiatisk keramik.

Tilbage i 2018 relancerede det danske selskab Spring Copenhagen den ikoniske spaltekande i samarbejde med Stæhr-Nielsens familie. Denne "kopi" blev produceret i Portugal. 

Udstillinger og udmærkelser

Stæhr-Nielsen var med på mange udstillinger i ind- og udland, blandt andet ved Kunstindustrimuseet i Oslo (1934) og Kunstindustrimuseet i København (1935 og 1954).

Hun modtog flere hædersbevisninger. I 1937 fik hun guldmedalje på Verdenudstillingen i Paris. Ved Triennalen i Milano fik hun æresdiplom i 1954 og guldmedalje i 1957. Hun vandt også priser i Japan og USA.