Bruno Mathsson
Bruno Mathsson, født i 1907 og død i 1988, var en svensk møbelformgiver og arkitekt hvis ideer stemte overens med funktionalisme, modernisme samt den svenske håndværkstradition.
Mathsson voksede op i byen Värnamo som søn af en mester snedker. Efter en kort periode i skole begyndte han at arbejde i sin fars værksted. Han fandt hurtigt stor interesse for møbler.
Bruno Mathsson begyndte tidligt i 1930'erne at eksperimentere med dampbøjet, lamineret træ og fremstillede en række siddemøbler. Analyser af proportioner og vægtpåvirkninger førte til nye industrielle fremstillingsprocesser, hvor ergonomiske og æstetiske kriterier samtidig vejede tungt.
Mathsson's mest kendte stol Eva (1934) er således fremstillet i lamineret bøg med sæde af hampegjorde. Den vandt hurtigt international anerkendelse, og ligesom bl.a. Maria Flap bordet (1935), hvilestolen Pernilla (1944) og det superellipseformede bord (1964), som han udviklede sammen med Piet Hein, er den stadig i produktion.
I 1960'erne påbegyndtes en produktion af møbler i stålrør og stof, men ellers arbejdede Bruno Mathsson fra 1940'erne mest som arkitekt.
Udstillinger og udmærkelser
Edgar Kaufmann Jr., leder af Industrial Design-afdelingen på Museum of Modern Art (MOMA), samlede Mathssons stole og inkluderede dem i flere udstillinger i 1940'erne. Kaufmann anså Mathssons betydning inden for møbeldesign for at være på niveau med Alvar Aalto.
