Gerd Hiort Petersen
Gerd Hiort Petersen, født i 1937, er en fremtrædende keramiker fra Bornholm.
Hun var den første kvindelige lærling på Michael Andersen Keramik hvor hun kom i lære som 17 årig i 1954. Hun kom til Akademie für angewandte Kunst i Wien 1956-57, hvor hun mødte F. Hundertwasser, hvis akvareller senere kom til at inspirere hendes dekoration betydeligt. Derefter fulgte to ophold på Kunsthåndværkerskolen i København, først 1958-59, og efter bl.a. designopgaver til lervarefabrikken Søholm, igen 1962-65.
En ansættelse som frit arbejdende keramiker på Den Kgl. Porcelainsfabrik 1965-73 afsluttede Gerd Hiort Petersens oplæring. Det var her, at hun udviklede de to, tilsyneladende modsatrettede teknikker, som er blevet hendes særmærke: tyndt drejede, akvarelagtige eller grafisk dekorerede porcelænsskåle på den ene side og klippeagtige stentøjsarbejder i groft chamotteler på den anden. Hendes kunst er inspireret af Bornholms natur.
Hun har siden 1973 haft keramisk værksted på Bornholm sammen med sin anden ægtefælle, keramiker Hans Munck Andersen.
Udstillinger og udmærkelser
Gerd Hiort Petersen fik sin første separatudstilling i 1966, hvor hendes stentøj blev værdsat, og igen i 1969. Den vigtigste af hendes udstillinger i 1970’erne blev Farver og struktur, 1978, på Kunstindustrimuseet.
I 1973 vandt Gerd Hiort Petersen en førstepris på udstillingen International Exhibition of Ceramic Arts i Gdansk, Polen, hvilket året efter førte til, at hun blev optaget som den anden danske keramiker efter Karen Park i International Academy of Ceramics (IAC). Dette medlemskab har ført til mange invitationer om at udstille i større internationale sammenhænge. Hun deltog således i IACs studierejse til Japan 1980 i forbindelse med, at hun medvirkede på en udstilling i Kyoto, og hun var igen i Japan 1996. I 1984 vandt hun endnu en førstepris, denne gang på International Exhibition of Arts and Crafts i Bratislava, Slovakiet, hvilket førte til udstillinger i Tyskland, Frankrig og Holland samt 1991 i Sydamerika.
Gerd Hiort Petersen har modtaget flere danske hædersbevisninger og legater, bl.a. fra Nationalbankens Jubilæumsfond 1973 og fra Statens Kunstfond. 1982 blev hun tildelt Dansk Kunsthåndværks Årspris og i 1991 som den første kunsthåndværker udnævnt til årets kunstner af Jyllands-Posten.
